I Norge er det blevet meget dyrt at købe bolig.
På bare ét år er prisen for at købe en bolig steget med næsten 13 procent i hele Norge. I hovedstaden Oslo er prisen steget med 23 procent.
De høje boligpriser gør det svært for de personer, der gerne vil købe en bolig.
Henny: Det er sygt dyrt at bo i Oslo
26-årige Henny Hallingskog-Hultin overvejer at købe en lejlighed. Hun kommer fra Oslo og har altid tænkt, at hun gerne ville blive boende i byen.
Men måske er hun nødt til at vente på, at hun kommer til at tjene flere penge, eller at priserne pludselig falder.
- Det er sygt dyrt i Oslo, hvor jeg har lyst til at bo. Det er ganske deprimerende, siger Henny Hallingskog-Hultin.
Ejendomsmægler: Boligen er det vigtigste i livet
Terje Tinholt er ejendomsmægler i Norge. Han fortæller, at boligen er det vigtigste i livet for mange nordmænd. Mange nordmænd har også sparet meget op.
- Folk går meget op i at have et fint sted at bo. Og det er vigtigt at eje den selv, siger Terje Tinholt.
Nogle frygter dog, at de høje boligpriser vil give en boligboble i Norge og især i Oslo. En boligboble betyder, at boligpriserne bliver kunstigt høje.
I videoen længere nede kan du se én af Norges dyre lejligheder. Nemlig en et-værelses lejlighed på 29 kvadratmeter til 2,1 millioner kroner.
Boligpriser i Norge
- •
Boligkvarteret Forgner i Oslo er det dyreste sted at købe bolig.
- •
Her er kvadratmeterprisen 87.261 norske kroner, som svarer til 71.379 danske kroner. Kvadratmeterprisen er prisen på en bolig opgjort per kvadratmeter.
- •
Boligpriserne er blandt andet steget, fordi der ikke bliver bygget nok boliger i Norge, folk får mere i løn og mange udlændinge er flyttet til landet for at arbejde i den norske olieindustri.