Hongkong er et område i Kina, hvor der bor cirka 7,4 millioner mennesker. Selvom Hongkong er en del af Kina, har byen selvstyre og eget retssytem.
I to måneder har mange tusinde mennesker i Hongkong demonstreret mod et lovforslag. Lovforslaget betød, at borgere i Hongkong kunne blive udleveret og retsforfulgt i Kina.
Lovforslaget blev droppet, men demonstranterne fortsætter, fordi de vil have regeringen til at gå af.
Demonstranter vender tilbage til lufthavnen
De seneste dage har der også været demonstrationer i Hongkongs internationale lufthavn. Derfor aflyste myndighederne mandag alle fly-afgange fra lufthavnen.
De fleste demonstranter forlod lufthavnen mandag aften, og tirsdag morgen kunne fly igen lette og lande fra lufthavnen.
Men flere tusinde demonstranter er vendt tilbage, og myndighederne har nu også aflyst alle fly i dag.
Demonstranterne blokerer adgang til check-in
Demonstranterne bruger bagagevogne til at blokere adgangen til check-in-skrankerne, og de råber slagord mod regeringen.
Demonstranterne er klædt i sort tøj, og de råber "Støt Hongkong, støt friheden", mens passagerer triller deres kufferter forbi demonstrationerne.
Mandag måtte lufthavnen aflyse cirka 200 flyafgange.
Herunder kan du se billeder fra lufthavnen i Hongkong.
DR Nyheder/ritzau/AFP