Dansker er koblet på rumstation

Andreas Mogensen og hans to kolleger nåede Den Internationale Rumstation klokken 9:42 fredag.

Rumraketten med Andreas Mogensen er nu koblet sammen med Den Internationale Rumstation. (Foto: © Grafik: Sebastian Schaltz Harder)

Den danske astronaut Andreas Mogensen og hans to kolleger fløj 35 gange rundt om Jorden, før de fredag koblede sig til Den Internationale Rumstation.

Sammenkoblingen skete som planlagt klokken 9.42, men de tre går først ombord på rumstationen, når de er helt sikre på, at der ikke er revner mellem de to fartøjer.

Astronauter kan få rumsyge

På vejen til rumstationen har Andreas Mogensen blandt andet haft til opgave at fortælle, om han har fået det dårligt på rumskibet.

Astronauter kan få rumsyge, som minder om køresyge eller søsyge. De kan blive svimle og kaste op. De kan også få hovedpine, og deres syn kan blive dårligere.

Det er også derfor, at astronauter bliver båret fra deres rumskib, når de lander på Jorden igen.

Det kan være svært at holde balancen

To astronauter skal være på Den Internationale Rumstation i et år for at finde ud af, hvor meget rumsyge mennesker kan tåle, hvis vi skal på endnu længere rejser ud i rummet.

Andreas Mogensen skal kun være i rummet i 10 dage, men han kan stadig få problemer med at holde balancen, når han kommer ned igen.

Astronauterne er også udsat for stråling på rumstationen. Stråling kan give kræft, og derfor går de med en måler, så læger på Jorden kan se, hvor megen stråling de får.

/DR/ESA/

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:55e94ff2a11f9f1278e812d1