Dansk ambassadør i Burkina Faso: Vi er forberedt på flere angreb

Danmarks ambassadør i Burkina Faso tror, at der kommer flere angreb i fremtiden.

Hotellet, der blev angrebet fredag aften, er kendt for at have mange vestlige hotel-gæster. (Foto: © WOUTER ELSEN, Scanpix)

Fredag aften angreb bevæbnede mænd et hotel i Burkina Fasos hovedstad og tog 126 personer som gidsler. Efter flere timers kamp blev gerningsmændene dræbt.

Den militante gruppe al-Qaeda i Nordafrika har taget skylden for angrebet. Gruppen skriver selv, at den gik efter hotellet, da det er populært blandt udlændinge, skriver avisen The New York Times.

Lørdag sagde Burkina Fasos sikkerhedsminister, at dødstallet efter angrebet er oppe på 29 personer. Personerne kom fra 18 forskellige lande, blandt andet Frankrig og Canada.

Ambassadør: Folk er bekymrede

Bo Jensen er Danmarks ambassadør i Burkina Faso. Han siger, at Burkina Fasos befolkning må forberede sig på muligheden for flere angreb.

- I Burkina Faso stoler de ikke på, at de er færdige med det her, siger han.

- Konfrontationen med terrorister er noget, man skal leve med et godt stykke ud i fremtiden. Det må man forberede sig på, og det er klart, at det bekymrer dem en del, siger Bo Jensen.

Tre angreb fandt sted

Den danske ambassadør siger, at Burkina Faso i alt er blevet ramt af tre angreb i weekenden, og at man i Burkina Faso ser det som et tegn på, at der kommer flere møder med terrorister.

- Man taler ikke bare om et men om tre angreb. Fredag morgen blev en politipatrulje angrebet af raketter. Fredag aften samtidig med hotelangrebet blev et australsk lægepar bortført af terrorister i den nordlige del af landet, siger han.

- Så man ser på det her som en generel skærpelse af konfrontationen med terrorister, siger Bo Jensen.

/ritzau/AFP