Sergei Skripal er en 66-årig russisk mand og eks-spion. Den 4. marts blev han og hans 33-årige datter forgiftet med nervegift i byen Salisbury i Storbritannien.
Storbritannien mener, at det ”højst sandsynligt” er Rusland, som stod bag angrebet. Storbritannien har derfor udvist 23 russiske diplomater.
14 EU-lande udviser nu også russiske diplomater. Blandt andet Danmark, som udviser to diplomater.
Samuelsen: Sagen er meget alvorlig
Ifølge Storbritannien er nervegiften udviklet i Rusland under Den Kolde Krig. Rusland har afvist, at landet har ansvar for angrebet.
Men udenrigsminister Anders Samuelsen (Liberal Alliance) kalder Ruslands modsvar for "fantasifulde og selvmodsigende" og siger, at sagen er "meget alvorlig".
- Det er selvsagt helt uacceptabelt, at et kemisk våben er anvendt ved et mordforsøg i en britisk by, sagde Anders Samuelsen i dag ved et pressemøde om udvisningen.
USA udviser 60 diplomater
Det er første gang, Danmark udviser diplomater på baggrund af begivenheder i et andet land. Anders Samuelsen kalder sagen helt, helt ekstraordinær.
Mandag meddelte USA, at de udviser 60 russiske diplomater og lukker det russiske konsulat i Seattle.
Ruslands udenrigsminister Sergej Lavrov kalder landenes udvisninger for "provokerende og konfrontatorisk" og advarer om, at det kan føre til en eskalering af situationen.
Videoen ovenfor er fra pressemødet, hvor udenrigsminister Anders Samuelsen fortæller om udvisningen af to russiske diplomater.