Britisk politiker undrer sig over forbud mod burkaer

Boris Johnson er tidligere udenrigsminister i Storbritannien. Han undrer sig over, at Danmark har indført forbud mod tildækning.

Den tidligere britiske udenrigsminister, Boris Johnson, er overrasket over tildækningsforbuddet i Danmark. (Foto: © TOLGA AKMEN, DR ARKIV)

Folketinget vedtog i maj en lov, som kaldes for tildækningsforbuddet. Loven trådte i kraft den 1. august.

Tildækningsforbuddet betyder, at man ikke må bære beklædningsgenstande, som skjuler ansigtet, når man er på offentlige steder.

Boris Johnson er en britisk politiker, der tidligere har været udenrigsminister i Storbritannien. Han undrer sig over, at Danmark har indført et tildækningsforbud.

Johnson: Ingen bør bestemme, hvad voksne kvinder har på

"De dejlige danskere er galt på den - et burkaforbud er ikke svaret", skriver Boris Johnson mandag i en kronik i avisen The Telegraph.

Boris Johnson har for nylig været i Danmark, og han forbinder Danmark med frihed. Han har for eksempel set danskere svømme nøgne rundt i Københavns havn.

Derfor er han overrasket over tildækningsforbuddet. Han skriver, at ingen bør bestemme, hvad en voksen kvinde er iført på offentlige steder, så længe det ikke går ud over andre.