USA's efterretningstjenste FBI skrev i sidste uge, at Rusland hackede sig ind i Det Demokratiske Partis computere under præsidentvalget i USA.
Rapporten fra FBI fik USA's præsident Barack Obama til at udvise 35 russiske diplomater.
Obama mener nemlig, at det russiske hackerangreb var et forsøg på at påvirke valget, så republikaneren Donald Trump vandt over demokraten Hillary Clinton.
35 russiske diplomater er nu ude af USA
Obama mener, at de russiske hackere samlede hemmelige informationer om Det Demokratiske Parti og sendte dem til pressen.
Derfor sagde Obama, at de 35 russiske diplomater skulle rejse ud af USA inden 72 timer.
Diplomaterne er nu landet i Rusland, skriver det russiske nyhedsbureau Tass.
Donald Trump: Det er vigtigt at komme videre
Obama bliver den 20. januar afløst af USA's nye præsident republikaneren Donald Trump.
Donald Trump har nedtonet hackersagen og siger, at det er vigtigt at komme videre.
Rusland nægter, at det har hacket sig til hemmelige oplysninger om Det Demokratiske Parti.
/ritzau/