Rohingyaerne er et muslimsk folk. Der var tidligere cirka 1,1 millioner rohingyaer i Myanmar, men over 700.000 rohingyaer er siden august 2017 flygtet til Bangladesh.
Ifølge FN har Myanmar begået etnisk udrensning mod rohingyaerne.
Men torsdag sender myndighederne i Bangladesh de første store grupper af rohingyaer tilbage til Myanmar.
Flygtninge kommer tilbage til nedbrændte landsbyer
Birgitte Qvist-Sørensen er generalsekretær for Folkekirkens Nødhjælp.
Hun siger, at myndighederne i Bangladesh kommer til at sende rohingyaerne tilbage til nøjagtig det, de flygtede fra.
- Det, man kan forestille sig, er, at man som flygtning skal tilbage til en landsby, der er brændt ned, og man sættes i lejre af de mennesker, der har voldtaget, dræbt og myrdet ens familie, venner og bekendte, siger Birgitte Qvist Sørensen.
Rohingyaerne flygter fra lejre
Flere nødhjælpsorganisationer siger, at rohingyaer er begyndt at flygte fra lejre i Bangladesh, fordi de frygter at vende tilbage til Myanmar. Det skriver den britiske avis The Guardian.
Michelle Bachelet er FN's chef for menneskerettigheder. Hun har bedt Bangladesh om at lade være med at sender rohingyaerne hjem, fordi deres liv vil være i fare.
FN har advaret Bangladesh om, at det kan være et brud på international lov, hvis landet sender rohingyaerne tilbage til Myanmar.