Hvis planerne holder, flyver Andreas Mogensen fra et russisk rumcenter og ud i rummet med kurs mod Den Internationale Rumstation onsdag morgen.
Turen fra rumcentret og de 200 kilometer ud i rummet varer ni minutter, så klokken 06:46 er Andreas Mogensen og de to andre astronauter vægtløse.
Andreas når rumstationen fredag
De næste to dage flyver rumraketten 200 kilometer længere ud i rummet, indtil den når Den Internationale Rumstation på fredag klokken 09:42.
Klokken 12:15 kan Andreas Mogensen efter planen gå ombord på rumstationen.
Dér møder han den russiske astronaut Gennady Padalka, som han skal flyve tilbage til Jorden med den 12. september.
Til den tid har Padalka været i rummet i 894 dage. Det er længere tid, end noget andet menneske nogensinde har opholdt sig i Rummet.
Flyver rundt om Jorden mange gange
Andreas Mogensen bliver den første dansker i rummet og menneske nummer 544, der har været over 100 kilometer over Jordens overflade.
Den Internationale Rumstation ligger i en bane på mellem 330 og 410 kilometer over Jordens overflade.
Rumstationen er cirka 1½ time om at flyve rundt om Jorden.
/DR/
http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:55e5b2c26187a4182c24cf67