Mere end 25 lande har i flere årtier skaffet våben til især Irak - men også til Syrien.
Nu ejer terrorbevægelsen Islamisk Stat de våben, viser en rapport fra menneskerettigheds-organisationen Amnesty International.
Ifølge rapporten har Islamisk Stat brugt sine våben til at begå alvorlige overgreb på menneske-rettighederne og mange drab på civile både i Irak og i Syrien.
Mange våben blev sendt til Irak
De mange våben kommer blandt andet fra USA, Kina, Rusland og flere EU-lande.
Det handler både om kampvogne, panserværns-missiler, raketstyr, mortérer og artilleri samt en masse skydevåben og store lagre af ammunition.
Noget af det er våben, som udlandet skaffede Iraks tidligere diktator, Saddam Hussein. Men der er også våben, som udlandet har sendt til Irak efter den invasion, som USA stod i spidsen for i 2003.
Og da Islamisk Stat overtog magten i dele af Irak sidste år, flygtede Iraks hær og efterlod en masse af de våben. Nu ejer Islamisk Stat også disse våben.
Amnesty: Kontrol med våben er for dårlig
I rapporten kritiserer Amnesty, at der slet ikke har været god nok kontrol med de mange våben, som udlandet har skaffet Irak helt tilbage fra slutningen af 1970'erne.
Mange hundredetusinder af våben, som USA har skaffet Iraks hær, er desuden forsvundet efter invasionen af Irak i 2003, siger Amnesty.
Derfor mener organisationen, at der skal være meget strengere kontrol med våben mellem lande.
- •
Amnesty er en international organisation, der arbejder for, at menneskerettigheder bliver overholdt i hele verden.
- •
Amnesty har blandt andet fokus på drab og overgreb mod civile under væbnede konflikter.
- •
I 1977 fik Amnesty Nobels fredspris.