Hvert år kårer det amerikanske Time Magazine en person eller gruppe, som har sat et markant præg på året, der er gået.
I år har Times Magazine kåret fængslede og dræbte journalister som årets person.
Time Magazine siger, at de fængslede og dræbte journalister er "vogtere" i "krigen mod sandheden".
Mindst 52 journalister er dræbt i 2018
Ifølge Times Magazine er mindst 52 journalister blevet dræbt i år. Blandt dem er den saudiske journalist Jamal Khashoggi.
Jamal Khashoggi var kritisk over for styret i Saudi-Arabien og boede i USA. Han blev dræbt på Saudi-Arabiens konsulat i Istanbul i oktober.
Times Magazine nævner også to journalister fra nyhedsbureauet Reuters, Wa Lone og Kyaw Soe Oo. De har fået syv års fængsel for at rapportere om fordrivelsen af rohingyaer i Myanmar.