Udlændingeministeren bestemmer nu antallet af kvoteflygtninge

Folketinget har vedtaget en ny ordning for kvoteflygtninge. Den betyder, at udlændingeministeren nu bestemmer antallet af kvoteflygtninge.

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg bestemmer nu, hvor mange kvoteflygtninge, som Danmark skal tage imod. Arkivfoto. (Foto: © Sarah Christine Nørgaard, Scanpix)

Kvoteflygtninge er særligt udsatte flygtninge, som udvælges af danske myndigheder. Reglen var før, at Danmark skulle modtage 1500 kvoteflygtninge over tre år.

Men i det meste af 2016 og 2017 har Danmark ikke modtaget nogen kvoteflygtninge på grund af, at der kom mange flygtninge og migranter til landet.

Derfor skulle Danmark modtage 1500 kvoteflygtninge i 2018. Men nu har Folketinget vedtaget en ny ordning for kvoteflygtninge.

Udlændingeministeren bestemmer nu antallet

Den nye ordning betyder, at det er den siddende udlændingeminister, som bestemmer antallet af kvoteflygtninge.

Inger Støjberg (Venstre) er udlændinge- og integrationsminister. Hun sagde i oktober, at Danmark først vil tage imod kvoteflygtninge, når der er "styr på tilstrømningen".

I den nye ordning står der, at den årlige kvote ikke overstiger 500 personer. Men i ”helt særlige situationer” kan kvoten dog overstige 500 personer, står der.

Dansk Folkeparti stemte imod

Dansk Folkeparti stemte imod ordningen. Partiet mener nemlig, at en rød udlændingeminister vil bruge ordningen til at tage imod flere kvoteflygtninge.

Derfor blev ordningen vedtaget med stemmer fra regeringen og Socialdemokratiet.

Menneskerettigheds-organisationen Amnesty Danmark kalder ordningen for "et historisk dansk svigt af flygtninge".

Herunder kan du se en video om, hvad en kvoteflygtning er.