For snart en uge siden forsøgte dele af militæret at tage magten fra præsident Recep Tayyip Erdogan i Tyrkiet.
Men militærets forsøg på at tage magten i Tyrkiet mislykkedes.
Siden da har præsident Erdogan fyret og anholdt 60.000 personer, som han mener støttede forsøget på at tage magten fra ham.
Tyrkiet er i undtagelsestilstand
Onsdag aften sagde Erdogan også, at Tyrkiet er i undtagelsestilstand. Det betyder, at staten har ret til at tilbageholde folk eller lade dem sidde i fængsel i længere tid end normalt.
Undtagelsestilstanden betyder også, at folk ikke må demonstrere, og at medierne har strammere regler end normalt for, hvad de må og ikke må.
Myndigheder må også frit undersøge folk, deres bile og huse.
Tyrkerne er splittede
DR's journalist Erkan Özden er lige nu i Tyrkiet. Han fortæller, at tyrkerne har meget forskellige opfattelser af det, præsident Erdogan gør.
- Der er dem, der går på gaden hver aften og støtter Erdogan ved at råbe slogans, siger Erkan Özden.
-Og så er der dem, der kalder det en decideret heksejagt på præsidentens fjender, og som er alvorligt bekymret, siger han.