Tyrkiet bomber kurdiske mål i Syrien

Tyrkiet har bombet kurdiske mål 50 kilometer inde i Syrien, og byer i Tyrkiet er ramt af missiler.

Onsdag har Tyrkiet bombet flere mål i de kurdiske områder i Syrien. En kurdisk soldat er dræbt og seks er såret. (Foto: © Bulent Kilic, Scanpix)

Der har været krig i Syrien i otte år. Selvom kampene stadig fortsætter flere steder i landet, er de fleste kampe slut i det nordlige Syrien.

I det nordlige Syrien er der soldater fra USA og soldater fra den kurdiske milits YPG. USA er allieret med YPG, som hjalp med at bekæmpe terror-bevægelsen IS.

Men USA har givet Tyrkiet lov til at invadere de kurdiske områder ved grænsen til Tyrkiet. Her vil Tyrkiet lave en sikkerhedszone, hvor syriske flygtninge kan opholde sig.

Mål på begge sider af grænsen er ramt

Onsdag har Tyrkiet bombet flere mål i de kurdiske områder i Syrien. En kurdisk soldat er dræbt, mens seks andre er såret. Det siger Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder ifølge AP.

Flere grænsebyer i Tyrkiet er blevet ramt af granater og raketter ifølge flere nyhedsbureauer. Der er ingen oplysninger om tilskadekomne i Tyrkiet.

Onsdag aften har den tyrkiske hær sendt soldater ind i det nordlige Syrien øst for floden Eufrat. Det siger det tyrkiske forsvarsministerium ifølge Reuters.

USA trækker soldater tilbage

Tyrkiets angreb i Syrien kommer, efter at USA's præsident, Donald Trump, har besluttet, at de amerikanske soldater skal forlade det nordlige Syrien.

Donald Trump skriver på Twitter, at USA’s beslutning om at gå ind i Mellemøsten er ’den værste beslutning nogensinde’.

Donald Trump kalder samtidig Tyrkiets angreb i det nordlige Syrien for 'en dårlig idé'. Det skriver AP.