USA’s præsident, Donald Trump, og lederen af Nordkorea, Kim Jong-un, har haft planer om et topmøde i Singapore den 12. juni.
Torsdag aflyste Trump dog mødet, men nu har USA alligevel sendt embedsmænd til Nordkorea for at forberede mødet.
- Vores amerikanske hold er landet i Nordkorea for at forberede topmødet mellem Kim Jong-un og mig, skriver Trump på Twitter.
Tidligere ambassadør står i spidsen for forberedelser
USA har indkaldt den tidligere USA-ambassadør i Sydkorea, Sung Kim, til at stå i spidsen for forberedelserne af topmødet, skriver avisen Washington Post.
Sung Kim har flere højtstående amerikanske embedsmænd med sig, og delegationen ventes at skulle fokusere på indholdet i det måske kommende topmøde.
På topmødet skal Donald Trump og Kim Jong-un blandt andet diskutere Nordkoreas atomvåben, som USA kræver, at Nordkorea helt skiller sig af med.
Korrespondent: Sydkorea forsøger at redde topmøde
Nordkoreas leder, Kim Jong-un, holdt lørdag møde med Sydkoreas præsident, Moon Jae-in.
Philip Khokhar er DR's Asien-korrespondent. Han siger, at mødet var sydkoreanernes forsøg på at redde topmødet mellem Nordkorea og USA.
- Nordkorea har vist, at de stadig er interesseret i at mødes med USA, og så forsøger Sydkoreas præsident desperat at redde stumperne af det, der måske kan blive til noget, siger han.
/ritzau/