Tre stormagter støtter Storbritannien i sag om giftgas

Theresa May mener, at Rusland står bag et angreb med giftgas i Storbritannien. Frankrig, USA og Tyskland støtter nu Storbritannien.

Den britiske premierminister, Theresa May, får nu officiel opbakning fra Frankrig, USA og Tyskland i anklagerne mod Rusland.

Sergei Skripal er en 66-årig russisk mand og eks-spion. I forrige uge blev han og hans 33-årige datter forgiftet med nervegift i byen Salisbury i Storbritannien.

Theresa May er premierminister i Storbritannien. Mandag sagde hun, at det ”højst sandsynligt” er Rusland, som stod bag angrebet.

Nu støtter statslederne i Frankrig, Tyskland og USA anklagen mod Rusland. Det fremgår af en erklæring, som de har udsendt sammen med Storbritannien.

Stormagter: Gift-angreb truer alles sikkerhed

I erklæringen skriver Frankrig, Tyskland, USA og Storbritannien, at der ikke er nogen anden sandsynlig forklaring på gift-angrebet, end at Rusland står bag.

De fire lande siger, at der er tale om et angreb på Storbritanniens suverænitet og en klar overtrædelse af internationale regler og konventionen om kemiske våben.

- Det er en trussel mod vores alles sikkerhed, står der i erklæringen.

Spion blev forgiftet med russisk nervegift

Dem tidligere spion Sergei Skripal og hans datter blev forgiftet med nervegiften Novichok, som er udviklet i Rusland.

Storbritannien har tidligere krævet, at Rusland forklarede, hvordan nervegiften Novichok er endt i Salisbury. Men Rusland har ikke svaret.

Ruslands manglende svar er ifølge de fire statsledere med til at understrege landets ansvar.