Tarm-bakterier er vigtigere for vores sundhed, end vi troede

Forskere har stadig mere og mere fokus på de bakterier, vi har i tarmene, og som betyder meget for vores sundhed.

Bakterierne i vores tarme er mest kendt for at kunne give os mavepine eller oppustethed. Men faktisk påvirker bakterierne langt større dele af vores helbred end det. (Foto: © Colourbox.com)

Forskere mener, at bakterierne i vores tarme er endnu vigtigere, end man tidligere troede. De mener blandt andet, at tarm-bakterier har stor betydning for blandt andet psykiske lidelser.

Nu vil Innovationsfonden bruge 28 millioner kroner i et nyt forskningsprojekt, der handler om tarm-bakterier.

Det betyder, at forskere fra virksomheden Chr. Hansen og Københavns Universitet skal undersøge nye metoder til at finde nye bakterier, der er gode for vores tarme.

Bakterier påvirker diabetes og autisme

Tom van de Wiele er professor på Gent Universitet i Belgien og har brugt hele sit arbejds-liv på at forske i tarmenes bakterier.

- Tarmbakterier har langt større indflydelse på sundheds-relaterede processer, end vi nogensinde har troet, siger han.

Processerne kan handle om sygdomme som fedme, diabetes, autisme og andre psykiske lidelser.

Forskere vil udvikle pille med gode bakterier

Når Tom van de Wiele forsker i tarmene, bruger han et kunstigt tarm-system, som består af glaskolber.

I det kunstige tarm-system kan forskere teste forskellige madvarer og stoffers betydning for de bakterier, vi har i tarmene. Forskerne kan desuden lave en særlig pille.

- Vi vil gerne udvikle en pille, der indeholder gode bakterier for tarmen, siger Tom van de Wiele.

Inden for ti år kan pillen formentlig bruges til at behandle visse tarmsygdomme. Desuden kan vi i fremtiden sandsynligvis købe piller med bakterier i - lidt ligesom vitaminpiller.

Vi kan lave deprimerede, bange og lykkelige mus

Professor Oluf Borbye Pedersen forsker i bakterier på Københavns Universitet. Han siger, at forsøg på mus har vist store resultater for musenes fysiske og psykiske helbred.

- Vi kan lave mus, der er meget bange, vi kan lave mus, der er deprimerede, vi kan lave lykkelige mus, vi kan lave mus, der lider af psykisk sygdom som autisme bare ved at ændre på sammensætningen af bakterier i tarmene siger han.

Det vigtigste for sammensætningen af bakterier i vores tarme, er den mad, vi spiser. Ifølge Oluf Borbye Pedersen har cirka hver femte dansker mistet omkring 40 procent af deres tarmbakterier.

- En af årsagerne kan være, at danskerne næsten har verdensrekord i at spise slik. Og vi ved, at slik er noget af det, der får tarmbakteriediversiteten til at forsvinde, siger han.