Syriens hær bomber igen i Ghouta

I ti dage har der været våbenhvile i Ghouta, men nu bomber Syriens hær igen området. Aktivistgrupper siger, hæren bruger giftgas.

Den syriske hær bomber igen i Ghouta efter ti dages våbenhvile. (Foto: © STRINGER, Scanpix)

Ghouta er et område i Syrien, som ligger tæt på Syriens hovedstad, Damaskus.

Siden 2013 har den syriske regeringshær belejret området, fordi oprørsstyrker har kontrolleret Ghouta.

For en uge siden begyndte civile og oprørere at forlade byen Douma i det østlige Ghouta. Rusland havde nemlig lavet en aftale med oprørerne om evakuering.

Aktivistgrupper: Mindst 70 er dræbt af giftgas

3000 oprørere og civile blev evakueret i busser til det nordlige Syrien i løbet af få dage ifølge nyhedsbureauerne Ritzau og AFP.

Men evakueringen stoppede brat i denne uge, tilsyneladende fordi oprørerne var blevet uenige. Herefter begyndte den syriske hær igen at bombe Douma.

Ifølge BBC siger aktivistgrupper, at hæren har kastet bomber med giftgas og dræbt mindst 70 personer.

Redningsgruppe tweeter billeder af formodede ofre

De Hvide Hjelme er en af oprørernes redningsgrupper. De har tweetet stærke og ubehagelige billeder af voksne og børn, der formodes at være døde af giftgasser.

Michael S. Lund er DR’s mellemøstenkorrespondent. Han siger, at der ikke er nogle uafhængige instanser, der har bekræftet oplysninger om et giftgasangreb.

En officiel kilde benægter, at regimet har brugt kemiske våben. Det skriver Syriens statslige nyhedsbureau, SANA, ifølge BBC.