Sygehus gav patienter beroligende medicin på grund af travlhed

Arbejdstilsynet har givet Køge Sygehus en advarsel. De ansatte gav nemlig patienterne beroligende medicin, fordi de ansatte havde for travlt til at se til dem.

Patienter på intensivafdelingen i Køge har fået beroligende medicin, når personalet havde for travlt til at se til dem.

De ansatte på den intensive afdeling på Køge Sygehus har så travlt, at de ikke kan holde øje med patienterne hele tiden. Derfor har de ansatte givet patienterne beroligende medicin, når de var nødt til at se til andre patienter.

Medicinen skulle forhindre, at patienterne gjorde skade på sig selv ved for eksempel at rykke en livsvigtig kanyle ud.

Men anbefalingerne for intensivpatienter siger, at patienterne bør være mest muligt vågne, og derfor har Køge Sygehus nu fået et påbud fra Arbejdstilsynet, skriver DR P4 Sjælland.

Sygehuset giver beroligende medicin hver dag

Arbejdstilsynet skriver i sit påbud, at de ansatte dagligt skruede op for den beroligende medicin til patienterne, og det må de ikke.

Dorthe Brun Jakobsen er ledende sygeplejerske på afdelingen og kender problemet:

- Men når det er sagt, så må man også sige, at det er en del af en behandling, der er i gang i forvejen. Det er ikke sådan, at vi bedøver en vågen patient. Det er noget, vi skruer op og ned for, siger hun.

De ansatte har for travlt til at indberette tilfælde

Tidligere skrev sygeplejerskerne en rapport, når de skruede op for medicinen til patienterne, for så kunne der blive rettet op på praksis.

Men nu skriver sygeplejerskerne ikke længere rapport, fordi de dagligt er nødt til at give patienterne mere medicin.

Vicedirektør på sygehuset, Beth Lilja, forsikrer dog om, at den ekstra medicin ikke har skadet patienterne. Derudover fortæller hun, at det ikke foregår længere, og sygehuset prøver at fjerne travlheden.

Beroligende medicin kan forlænge indlæggelsen

Overlæge Ove Gaardboe fra Dansk Selskab for Patientsikkerhed siger, at for meget beroligende medicin kan have flere konsekvenser for patienterne.

- Konsekvenserne af at bruge mere beroligende medicin er længere respiratortid, længere indlæggelsestid på intensivafdelingen og længere samlet indlæggelsestid, siger han.