Migrationsværket er Sveriges udlændingestyrelse.
Migrationsværket forventer, at Sverige vil afvise 148.000 asylansøgere fra 2016 til 2020, skriver det svenske medie, SVT.
Ifølge Migrationsværket vil næsten halvdelen af de afviste asylansøgere rejse hjem frivilligt.
Politiet mangler ressourcer
Man regner samtidig med, at omkring 63.000 afviste asylansøgere vil nægte at rejse hjem.
Politiet har ansvar for at udvise de asylansøgere, som ikke rejser hjem frivilligt.
Det svenske politi har dog kun ressourcer til at udvise omkring en tredjedel af de afviste asylansøgere.
Politiet kan ikke finde asylansøgerne
Det betyder, at politiet mangler ressourcer til at tage sig af omkring 40.000 afviste asylansøgere.
Det kræver mange ressourcer for politiet at udvise afviste asylansøgere, fordi politiet ofte slet ikke ved, hvor de afviste asylansøgere er.
Der findes ikke tal på, hvor mange afviste asylansøgere, som lige nu er i Sverige. Men en rapport fra juni viser, at antallet ligger mellem 10.000 til 50.000 personer.
Minister: Det er dårligt for samfundet
Anders Ygeman er Sveriges indenrigsminister. Han mener, det er meget alvorligt, at politiet mangler ressourcer til at tage sig af alle afviste asylansøgere.
Den enkelte afviste ansøger kommer til at leve et dårligt liv, fordi han eller hun skal leve skjult i Sverige, siger Anders Ygeman til SVT.
Men det er også dårligt for det svenske samfund, fordi de afviste ansøgere måske arbejder sort eller laver kriminalitet, siger han.