I øjeblikket spilles der VM i kvinde-håndbold, som i år foregår i Danmark.
Danmark har kæmpet sig videre til kvart-finalen, og de spiller mod Rumænien i aften.
Her venter blandt andet rumæneren Cristina Neagu, som er kåret som verdens bedste håndboldspiller.
Landstræner: Der skal være tryk på
Den danske landstræner Klavs Bruun Jørgensen er ikke i tvivl om, at de danske spillere skal lægge ud med et højt tempo fra start af i kampen.
- Der skal være tryk på. Vi skal være som vilde dyr, når vi går på banen, siger han og lover, at Danmark er mentalt klar til kampen.
- Hvis man ikke er 100 procent klar til en VM-kvartfinale, så skal man ikke være eliteidrætsudøver, siger landstræneren.
Landstræner: Jeg tror, at publikum bliver fremragende
Klavs Bruun Jørgensen har store forventninger til aftenens publikum. Han tror, at tilskuerne især er begejstrede for det stærke danske forsvar.
- Publikum kan godt lide vores forsvar. De kan godt lide at se, at vi er aggressive. Det skal vi udnytte. Det skal give os endnu mere ild i hænderne. Jeg tror, at publikum kommer til at blive fremragende. Det kommer til at smitte af inde på banen, siger landstræneren.
Det danske landshold vandt søndag 26-19 over Sverige.
Danmark møder Rumænien i VM-kvartfinalen onsdag kl. 20.45. Kampen vises på DR1.