Fifa har kåret fodboldspilleren Cristiano Ronaldo som verdens bedste fodboldspiller. Det meddeler Fifa på Twitter.
Det er andet år i træk og femte gang i alt, at Fifa kårer Cristiano Ronaldo som verdens bedste fodboldspiller.
Ronaldo fra fodboldklubben Real Madrid har nu vundet titlen som verdens bedste lige så mange gange som Lionel Messi fra FC Barcelona.
Ronaldo blev hyldet mandag aften
Mandag aften blev Ronaldo hyldet ved en prisuddeling i London, efter han vandt afstemningen.
De andre nominerede var Lionel Messi fra FC Barcelona samt Neymar, der i sommer skiftede fra Barcelona til franske Paris Saint-Germain.
Ronaldo har i år vundet både det spanske mesterskab og Champions League med Real Madrid.
Hollandsk kvinde er verdens bedste
Hollænderen Lieke Martens vandt titlen som verdens bedste kvindelige fodboldspiller for første gang.
Lieke Martens spiler for FC Barcelona, og hun vandt guld med det hollandske landshold ved EM i august.
Lieke Martens vandt foran amerikanske Carli Lloyd og venezuelanske Deyna Castellanos.
/ritzau/