Fodboldspilleren Nicklas Bendtner har længe haft problemer med sin tyske fodboldklub Wolfsburg. Han har blandt andet haft problemer, fordi han er kommet for sent til træning og ikke har opført sig ordentligt.
Derfor har Bendtner de seneste måneder trænet alene.
Nu har klubben officielt meldt ud, at Bendtner er blevet fritstillet og derfor ikke længere behøver at dukke op i klubben.
'Det kan ikke fortsætte sådan her'
Klaus Allof er sportschef hos klubben Wolfburgs.
- Den nuværende situation er utilfredsstillende for alle parter, og sådan kan det ikke fortsætte. Derfor mødtes vi i går med hans rådgivere for at diskutere mulige løsninger, siger han.
Bendtners kontrakt varede egentlig til 2017. Men nu arbejder Klaus Allof og Bendtners agent på at få kontrakten opløst.
Bendtner må finde en ny klub
Fodboldekspert Morten Bruun siger, at det nu ser skidt ud for Bendtners fodboldkarriere.
- Det er det absolutte lavpunkt i Nicklas Bendtners karriere. At man som professionel klub når til et punkt, hvor man hverken vil se en spiller til træning eller kamp, er alligevel ganske usædvanligt, siger han.
Han siger, at Bendtner må prøve at finde en anden klub, han kan spille for.