Senator og tidligere præsidentkandidat John McCain er død

John McCain stillede op til det amerikanske præsidentvalg i 2008. Han døde lørdag 81 år gammel.

John McCain gjorde et "uudsletteligt" indtryk, siger Danmarks udenrigsminister, Anders Samuelsen. (Foto: © Aaron Bernstein, Scanpix)

John McCain er en republikansk senator, tidligere præsidentkandidat og krigshelt. Lørdag døde han, efter han valgte at stoppe behandlingen mod aggressiv kræft i hjernen.

John McCain var krigsfange under Vietnamkrigen, hvor han flere gange blev udsat for tortur. Siden 1987 var han senator i hjemstaten Arizona.

I 2000 tabte han Republikanernes primærvalg til George W. Bush. Otte år senere blev han dog valgt som præsidentkandidat. Her tabte han til Barack Obama.

Politikere hylder John McCain

John McCain efterlader sig sin hustru, tre biologiske børn og fire adopterede børn. USA’s præsident, Donald Trump, sender sine tanker til familien.

- Min dybeste sympati og respekt går ud til senator John McCains familie. Vores hjerter og bønner er hos jer, skriver Donald Trump på Twitter.

Flere politikere hylder John McCain. Blandt andet USA’s tidligere præsident, Barack Obama, John McCains vicepræsidentkandidat, Sarah Pahlin, og USA’s forsvarsminister, James Mattis.

Analytiker: Han vil huskes som et de sidste store ikoner

Danmarks udenrigsminister Anders Samuelsen (Liberal Alliance) har mødt John McCain og siger, at han gjorde ”et uudsletteligt indtryk” på ham.

Søren Dal Rasmussen er analytiker ved netmediet kongressen.com og bor i USA. Han siger, at John McCain har skabt et glorværdigt eftermæle.

- Der er ingen tvivl om, at han vil blive husket som en af de mest respekterede og vellidte politikere i USA's historie. Han var en af de sidste store senatorer og et af de sidste store ikoner, siger han.

/ritzau/