Sådan kan du læse højt for dit barn, hvis du er usikker læser

Højtlæsning udvikler børns sprog, siger forsker. Men hvad gør man som forælder, hvis man er usikker læser? Få nogle gode råd her.

Højtlæsning er vigtig for børns sprog, siger forsker. Arkivfoto. (Foto: © christian Als, Scanpix)

Det er ikke altid nemt at få læst højt for sit barn, hvis man er usikker læser.

Men det er vigtigt at læse højt for sit barn, for det udvikler børnenes sprog. Det siger Dorthe Blesses, professor i børnesprog ved Aarhus Universitet.

Hun siger, at bøger indeholder et mere varieret sprog, end det man bruger til hverdag. Derfor udvikler børnene et mere varieret sprog.

Børnene har nemmere ved at følge med i skolen

Ifølge Dorhte Bleses gør højtlæsning også, at børnene har nemmere ved at følge med i skolen. Hvis børnene er gode til sprog, så er det også nemmere for dem at forstå deres lærer.

Det kan også styrke børnenes sprog, hvis forældrene kan fortælle ud fra, hvad de ser på billederne i bøger. Og så er det i det hele taget godt at sidde sammen om en bog.

- Børnene får styrket deres koncentration, når man sidder sammen. De får styrket deres sociale relationer, og det er hyggeligt at sidde sammen med sine forældre, siger Dorthe Blesses.

Hvad gør man så som forældre, hvis man har svært ved at læse? Karina Fuhr er koordinator ved HF & VUC Læsecenter Nord. Læs hendes gode råd nedenfor.

Vær ærlig overfor dine børn

Selvom det kan være svært, så er det vigtigt at være ærlig over for dine børn, siger Karina Fuhr. Ellers risikerer du, at børnene ikke ved, hvordan de skal håndtere det.

- Så sidder børnene i situationen: Kan jeg sige til mor eller far, at de læser forkert? siger hun.

Hvis du er ærlig, ved børnene, at du har svært ved at læse. Og når de selv begynder at lære at læse, kan I gøre det sammen.

Fri digtning ud fra billederne

I børnebøger er der ofte billeder eller tegninger. Hvis du ikke er så godt til at læse, kan du i stedet digte ud fra billederne, siger Karina Fuhr.

- Det er jo i princippet lige meget, om du læser korrekt fra bogen, eller du fortæller en god historie. Du få stadig samvær og læsning med dine børn, siger hun.

Når børnene bliver store nok, opdager de muligvis, at du digter ud fra billederne. Her er det igen vigtigt at være ærlig overfor sine børn.

Øv dig, inden du læser op

Hvis du gerne vil læse højt for dine børn og læse nøjagtig dét, som står, kan du øve dig, inden du læser op, siger Karina Fuhr.

- Du kan øve dig på teksten, inden du læser højt. Du kan også lytte til bogen på eReolen eller Nota, så du kan høre ordene blive læst op, siger hun.

- Det kan være en god metode, men det kommer også til at tage lang tid, siger Karina Fuhr.

Få læst bogen op sammen

Ifølge Karina Fuhr er det vigtig at tænke over, hvorfor du læse højt. Er det for tekstens skyld eller er det for indholdet og historien?

- Det er jo for indholdet. Vi skal lytte sammen til den gode historie og ikke for at læse selve teksten, siger hun.

Derfor kan du lytte til en lydbog sammen med dine børn, i stedet for at læse det op selv. Så kan du og dine børn have den fysiske bog ved side af jer, mens I sidder og følger med i bogen sammen.

Gør det

Karina Fuhr siger, at det kan være en stor udfordring at læse højt, hvis man har svært ved at læse. Men man skal gøre det alligevel.

- Du skal prøve det og turde kaste dig ud i det. Du bliver også bedre til det, ved at prøve dig frem, siger hun.

Karina Fuhr siger, at man skal huske, at det allervigtigste i højtlæsning er, at man har en hyggelig og god oplevelse sammen med sine børn.