Der findes over 500 biblioteker i Danmark. Her kan man låne bøger, film, musik, læse aviser og meget mere.
Biblioteket har også mange muligheder, hvis du har svært ved at læse eller er ordblind.
Helle Dorf er bibliotekar på Hjørring Bibliotekerne. Hun giver her en guide til, hvordan du kan bruge biblioteket, hvis du er usikker læser.
Spørg personalet
Helle Dorf siger, at det absolut vigtigste er at få hjælp af personalet. Personalet kan hjælpe med at finde en bog, som passer præcis til dig og dit læseniveau.
- Vi vil utrolig gerne hjælpe, og der findes ingen dumme spørgsmål. Det vigtigste er at komme og spørge, så vi sammen kan finde den rigtige bog, siger hun.
- Det er overhovedet ingen skam at være usikker læser. Vi har noget til alle, så det vigtigste er at spørge personalet. Det er det, vi er her for, siger Helle Dorf.
Se efter de særlige områder
På langt de fleste biblioteker er der særlige områder med bøger, som er lettere at læse.
- Vi har samlet bøger i særlige områder. Bøgerne her er nemmere at læse, de er kortere, og de er sprogligt nemmere at komme i gang med, siger Helle Dorf.
Hun siger også, at på den måde kan man selv finde de letlæselige bøger, så man ikke behøver at spørge personalet, hvis man ikke har lyst.
Gå på biblioteket hjemmefra
Man kan også besøge biblioteket hjemmefra. eReolen er bibliotekernes digitale tilbud, hvor du kan finde e-bøger og lydbøger. Her kan du også finde mange letlæselige bøger.
- Her kan du sidde hjemme i ro og mag og kigge på alle bøgerne. Her har du mulighed for at kigge i forskellige bøger eller lytte til dem for at finde ud af, om der er noget, som passer dig, siger Helle Dorf.
Du kan få adgang til e-reolen med dit lånenummer og pinkode. Du kan gå ind på e-reolen på en computer, en mobiltelefon eller en tablet.
Bibliotekerne i Danmark
- •
Der findes flere forskellige typer biblioteker, men det mest almindelige er folkebiblioteker. Et folkebibliotek er de offentlige biblioteker, som findes i danske kommuner.
- •
Folkebibliotekernes formål er at fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet ved blandt andet at stille bøger, tidsskrifter, lydbøger og andre materialer til rådighed.
- •
De første typer af folkebiblioteker kom i slutningen af 1800-tallet. De var som regel ejet af foreninger, klubber og andre selskaber.
- •
Fra 1882 blev folkebibliotekerne støttet økonomisk af staten.
- •
I 1920 kom den første bibliotekslov i Danmark
- •
I 1930 kom de første børnebiblioteker.
- •
I 1964 kom en ny bibliotekslov, som blandt andet gjorde, at der kom musik og billedekunst ind på bibliotekerne.
- •
I 2000 kom den seneste bibliotekslov. Her kom der blandt andet krav om, at bibliotekerne skal tilbyde internet til deres brugere.
- •
I 2011 startede eReolen. Her kan man låne bøger og lydbøger til sin computer, telefon eller tablet.
- •
Ifølge Danmarks Statistik er der 522 folkebiblioteker i Danmark.
- •
I 2018 havde folkebibliotekerne i Danmark 37.604.000 besøg.
- •