Mandag sagde Ruslands præsident, Vladimir Putin, at landet ville begynde at trække store dele af de russiske styrker ud af Syrien tirsdag.
Men selvom Rusland vil trække sine styrker tilbage, vil landet stadig bombe terror-mål i det krigsramte land.
Det siger Ruslands vice-forsvarsminister til det russiske nyhedsbureau Tass.
Minister: Der er stadig brug for Rusland
Vice-forsvarsminister Nikolaj Pankov siger, at visse resultater er nået, og at der nu faktisk er en chance for at få stoppet den voldelige konflikt.
- Det er imidlertid for tidligt nu at tale om sejr over terrorismen, siger han.
Derfor er der stadig brug for, at Rusland deltager.
- Russiske fly-enheder har til opgave at fortsætte med at gennemføre angreb på terroristernes faciliteter, siger Nikolaj Pankov.
/ritzau/Tass