Rusland må ikke deltage i vinter-OL

Rusland hjalp russiske atleter med at dope sig til vinter-OL i 2014. Derfor udelukkes Rusland fra vinter-OL i 2018. Nogle atleter må dog komme med.

Billedet viser præsident for Den Internationale Olympiske Komité, Thomas Bach. Han sagde tirsdag, at det russiske flag ikke kommer med til vinter-OL. (Foto: © FAbrice Coffrini, Scanpix)

Vinter-OL i 2014 fandt sted i Sotjii, Rusland. Dengang dopede flere russiske atleter sig systematisk.

Faktisk viste en rapport fra Wada sidste år, at det russiske sports-ministerium endda hjalp nogle russiske atleter med at dope sig.

Derfor bliver Rusland nu udelukket fra at deltage i vinter-OL i 2018 i Sydkorea. Det besluttede Den Olympiske Komité tirsdag.

Nogle russiske atleter kan komme med alligevel

Det betyder blandt andet, at det russiske flag ikke skal med til vinter-OL i 2018. Den russiske nationalmelodi bliver heller ikke spillet til åbningsceremonien.

Men nogle russiske atleter kan dog få dispensation til alligevel at deltage til vinter-OL.

Hvis atleterne ikke tidligere har været involveret i doping, og hvis de ofte vil lade sig doping-teste, kan de få dispensation.

Rusland får også en bøde

Rusland har også fået en bøde på 15 millioner dollars. Det svarer til cirka 95 millioner kroner.

Rusland har fået frataget 11 af de medaljer, som Rusland vandt ved vinter-OL i 2014.

Vinter-OL i Pyeongchang i Sydkorea bliver afholdt fra den 9. til den 25. februar 2018.