Regeringen giver 10 provinsbyer nye uddannelsessteder

10 forskellige byer i Danmark får såkaldte uddannelses-stationer, hvor man kan tage dele af sin uddannelse.

Onsdag præsenterer regeringen anden del af deres plan om at flytte flere statslige arbejdspladser ud i landet. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Regeringen vil oprette mellem 500 og 1000 nye uddannelsespladser i 10 forskellige byer i Danmark.

Det meddelte Sophie Løhde (Venstre), der er minister for offentlig innovation, tirsdag.

De 10 forskellige byer får såkaldte uddannelses-stationer, hvor man kan tage dele af sin uddannelse.

Regering afsætter 160 millioner kroner

Uddannelses-stationer er små lokalafdelinger af eksisterende uddannelser. Uddannelses-stationerne ligger i områder, hvor der er efterspørgsel på arbejdskraft inden for konkrete områder.

For eksempel kommer bioanalytikeruddannelsen til at ligge lige op af medicinalvirksomheden Novo Nordisk i Kalundborg.

Sophie Løhde siger, at de nye uddannelsespladser skal tættere på de unge og være med til at skabe vækst. Regeringen har afsat 160 millioner i ekstra tilskud til uddannelsesinstitutionerne frem til 2021.

DF og S tvivler på økonomi

Kristian Thulesen Dahl er formand for Dansk Folkeparti. Han mener, at regeringens plan er et godt grundlag at komme videre fra. Men han er bekymret for, om der er afsat nok penge.

Magnus Heunicke er landdistriktsordfører i Socialdemokratiet, som også er positiv over regeringens plan. Han kalder det dog ”et meget lille skridt”.

- Det kommer samtidig med, at der er massive nedskæringer på præcis de samme uddannelser. Derfor skal regeringen gøre det her klogt. Det gør man kun, hvis man annullerer nedskæringer, siger han.

I grafikken nedenfor kan du se, hvor i Danmark uddannelses-stationerne skal ligge. Onsdag klokken 13:00 præsenterer regeringen anden del af deres plan om at flytte flere statslige arbejdspladser ud i landet.