Regeringen dropper store skattelettelser

Regeringen dropper at lave en aftale om store skattelettelser. Regeringen vil nu i stedet lave en mindre aftale med Dansk Folkeparti.

Regeringen og Dansk Folkeparti har igennem flere uger forhandlet om skattelettelser og udlændingestramninger i Danmark.

Regeringen ønskede at lave en aftale om store skattelettelser. Men det bliver ikke til noget, sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen (Venstre) tirsdag på et pressemøde.

- Vi må sande, at vi ikke kan indfri ambitionen om at give familierne lidt mere luft i husholdningerne, sagde han.

Regeringen vil lave en mindre skatteaftale

Regeringen vil nu i stedet lave en hurtig og mindre skatteaftale med Dansk Folkeparti på cirka 3,5 milliarder kroner.

Den mindre skatteaftale skal løse de såkaldte samspilsproblemer, og den skal sænke skatten for de danskere, der tjener mindst.

Der er allerede skaffet penge til den mindre skatteaftale, fordi integrationsydelsen er sat ned og kontanthjælpsloftet er indført.

Professor: Ny aftale skaber ikke mange job

Bo Sandemann Rasmussen er professor i økonomi ved Aarhus Universitet. Han siger, at den mindre skatteaftale ikke vil skabe mange nye job.

- Når regeringen ikke længere laver de her store skattelettelser, hvor man især ville lempe marginalskatten for de højere indkomster, så får vi ingen betydelige effekter på arbejdsudbuddet, siger han.

Anders Samuelsen er formand for Liberal Alliance. Han siger, at Liberal Alliance stadig ønsker store skattelettelser, men at flertallet i Folketinget er imod.

I videoen foroven kan du høre Lars Løkke Rasmussen fortælle, at regeringen dropper store skattelettelser.