I sidste uge døde prins Henrik. Han blev 83 år og sov stille ind på Fredensborg Slot.
I dag, tirsdag, bliver prins Henrik bisat fra Christiansborg Slotskirke i København.
Erik Norman Svendsen er kongehusets personlige præst og skal stå for bisættelsen. Han har været kongehusets præst siden 2008.
Præst har både stået for konfirmationer og bryllupper
I den tid har Erik Norman Svendsen både stået for bryllupper, dåb og konfirmationer i kongefamilien.
- Jeg har selvfølgelig lært familien at kende, som en præst lærer en familie at kende, når han har mange kirkelige handlinger, siger Erik Norman Svendsen.
Han har dog også haft med den kongelige familie at gøre til hverdag. Han er nemlig hjælpepræst i Garnisonskirken, som ligger tæt på Amalienborg.
Bisættelse bliver en af de sidste opgaver
Her kommer dronning Margrethe sommetider uanmeldt til gudstjeneste og deltager på lige fod med andre, fortæller Erik Norman Svendsen.
Prins Henriks bisættelse bliver en af Erik Norman Svendsens sidste opgaver som kongehusets personlige præst. Til april skal Aarhus’ biskop nemlig overtage jobbet.
- Jeg er lige blevet 77 år, så det er meget passende, at jeg gearer lidt ned. Det har længe været aftalt med dronningen, at jeg gerne ville holde op, når jeg havde været konfessionarius i ti år, siger han.
Du kan følge med i bisættelsen her.