Præsident Obama benåder whistle-blower

USA’s præsident har valgt at fritage whistlebloweren Chelsea Manning for hendes fængselsstraf på 35 år. I 2009 lækkede hun hemmelige oplysninger om USA’s krigsførelse.

Amerikanske borgere holder skilte med billeder af whistlebloweren Chelsea Manning. De vil have hende løsladt. Billedet er fra en Pride-parade i 2015 i California i USA. (Foto: © ELIJAH NOUVELAGE, Scanpix)

Chelsea Manning lækkede i 2009 hemmelige dokumenter om blandt andet USA’s krigsførelse i Irak og Afghanistan.

Hun arbejdede dengang som analytiker i USA’s efterretningsvæsen og havde derfor adgang til hærens hemmelige oplysninger om krigene.

Dokumenterne blev udgivet af Wikileaks, som er en organisation, der udgiver staters hemmelige dokumenter på nettet.

Manning blev idømt fængselsstraf

Chelsea Manning var til at starte med anonym – en såkaldt whistleblower. Men i 2010 fortalte en hacker, hvad hun havde gjort, og hun blev anholdt.

I 2013 fandt en militærdomstol hende skyldig i spionage og for at lække omkring 700.000 hemmelige dokumenter.

Domstolen dømte hende derfor til 35 års fængsel.

Obama fritager Manning for straf

I går valgte USA’s præsident Barack Obama at benåde Chelsea Manning. Det betyder, at han fritager hende for hendes straf.

Chelsea Manning skulle have siddet i fængsel indtil 2045, men bliver angiveligt løsladt om fem måneder. Det skriver medierne The New York Timeshttp://www.nytimes.com/?WT.z_jog=1&hF=f&vS=undefinedog NBC News.

Obama har i sin periode som præsident benådet 1.385 personer. Det er flere end de seneste ti præsidenter til sammen, skriver Det Hvide Hus i en pressemeddelelse.