I november sidste år blev Paris udsat for en række terrorangreb, der kostede 130 mennesker livet.
Nu har belgisk politi anholdt en af de mistænkte efter terrorangrebene i Paris. Det skriver belgiske medier.
Den anholdte mand er 31-årige Mohamed Abrini, der har været eftersøgt over hele Europa siden november.
Politiet mener, at han har været med til at planlægge angrebene i Paris. De mener også, at han var chaufføren, der kørte rundt med terroristerne.
Var sammen med Abdeslam
Mohamed Abrini blev sidst set to dage før angrebene i Paris på en tankstation.
Her var han sammen med Salah Abdeslam og Salah Abdeslams bror, der sprængte sig selv i luften på gaden i Paris.
Salah Abdeslam blev anholdt for to uger siden i Bruxelles.