I august forsvandt den 30-årige journalist Kim Wall. Hun havde været ude at sejle med opfinderen Peter Madsen i en ubåd, han selv havde bygget.
Politiet fandt senere Kim Walls torso, hoved, arme og ben i vandet ud for Amager. I januar blev Peter Madsen tiltalt for at have dræbt Kim Wall.
Siden marts har sagen været behandlet i Københavns Byret, og i dag blev Peter Madsen fundet skyldig og idømt fængsel på livstid. Peter Madsen anker dommen.
Retten tror ikke på Peter Madsen
Anette Burkø er dommer i Københavns Byret. Hun siger, at retten finder det bevist, at Peter Madsen har dræbt Kim Wall.
Retten mener også, at Peter Madsen er skyldig i seksuel mishandling af Kim Wall og i usømmelig omgang med lig, fordi han har parteret Kim Wall.
Peter Madsen har erkendt, at han har parteret Kim Wall, men han nægter sig skyldig i drab. Han har sagt, at Kim Wall døde af udstødningsgasser i ubåden, men den forklaring tror retten ikke på.
Peter Madsens forsvarer har anket dommen
Fængsel på livstid er lovens strengeste straf for drab.
- Der er tale om et kynisk og planlagt seksuelt overgreb og drab af særdeles brutal karakter på en tilfældig kvinde, der i forbindelse med sit journalistiske arbejde havde taget imod et tilbud om en sejltur i tiltaltes ubåd, siger retten.
Peter Madsens forsvarer mener, der mangler beviser for drab og seksuel mishandling, og hun har anket dommen.