Rohingyaerne er et muslimsk folk. Der er cirka 1,1 millioner rohingyaer i Myanmar, hvor de er et mindretal.
Flere end 600.000 rohingyaer er flygtet til Bangladesh i løbet af de seneste tre måneder på grund af styret i Myanmar.
I denne uge besøger pave Frans Myanmar. Man har været spændt på, om han onsdag ville nævne rohingyaerne i sin tale, men det gjorde han dog ikke.
Paven blev advaret mod at bruge ordet rohingya
Thomas Reese er en amerikansk forfatter og analytiker ved mediet Religion News Service.
Han siger til nyhedsbureauet Reuters, at pavens rådgivere har advaret paven mod at bruge ordet "rohingya", fordi Myanmars regering ikke anerkender betegnelsen.
Thomas Reese skriver desuden i en klumme, at paven risikerer at sætte landets kristne i fare, hvis han forsvarer rohingyaerne.
Korrespondent: Paven talte om rohingyaerne
Philip Khokhar er DR's Asien-korrespondent. Han siger, at paven talte om ”respekt for enhver etnisk gruppe og dens identitet”.
Ifølge Philip Khokhar er der ingen tvivl om, at paven talte om rohingyaerne.
- Han sagde både til militæret og regeringen, der ledes af Aung San Suu Kyi, at man skal tage sig bedre af rohingyaerne, siger han.