OVERBLIK Sagen om mobil-brug i fængslet

Fire sigtede fra terrorsagen i København har haft adgang til mobiltelefoner i fængslet. Her kan du få et overblik over sagen.

I december sidste år opdagede DR Nyheder, at en af de sigtede i terrorsagen havde skrevet på Facebook siden oktober.

Torsdag fortalte justitsminister Søren Pind (Venstre), at fire af de sigtede fra terrorsagen i København har haft adgang til mobiltelefoner i fængslet.

DR Nyheder kom på sporet af sagen i december sidste år. Her kan du få et overblik over sagen.

14. og 15. februar 2015: Omar El-Hussein skød og dræbte to personer i København. Politiet skød og dræbte senere Omar El-Hussein. Omar El-Husseins angreb bliver kaldt et terrorangreb.

Fra den 15. februar til den 20. marts 2015: Politiet anholder og sigter fem mænd i terrorsagen. Alle mændene bliver sigtet for at have medvirket til drabsforsøg.

19. december 2015: DR Nyheder opdager, at en af de sigtede har skrevet på Facebook siden oktober. Facebook-profilen har ellers ikke været brugt siden, han blev anholdt i februar.

21. december 2015: Københavns Politi efterforsker sagen og bliver kontaktet. Politiet vil ikke sige noget om sagen. I stedet henviser politiet til Kriminalforsorgen, som heller ikke vil sige noget. Justitsministeriet bliver også kontaktet.

Mellem jul og nytår 2015: Den sigtede skriver stadig på Facebook. Han er også aktiv på sin Instragram-profil, hvor han blandt andet skriver med en barndomsven fra Jordan.

7. januar 2016: DR Nyheder fortæller historien om, at den sigtede formentlig har haft adgang til en mobiltelefon i fængslet.

Natten mellem den 7. og 8. januar 2016: Politiet gennemgår den sigtedes celle i fængslet med hunde og finder en mobil.

8. januar 2016: Justitsminister Søren Pind fortæller offentligheden, at politiet har fundet en mobiltelefon i den sigtedes celle. Ministeren lover, at sagen bliver undersøgt. Han siger også, at politiet vil holde ekstra øje med de andre sigtede i sagen.

Trine Bramsen fra Socialdemokraterne indkalder Søren Pind til et samråd.

28. januar 2016: Søren Pind fortæller offentligheden, at fire ud af fem sigtede har haft adgang til syv telefoner, mens de har været varetægtsfængslede.

En af de varetægtsfængslede er senere blevet løsladt. Han er dog stadig sigtet i terrorsagen.

Søren Pind fortæller også, at to af de sigtede har siddet i samme arresthus i en måned. Politiet flyttede den ene af de to sigtede til et andet arresthus, da fandt ud af det.