OVERBLIK Sådan ser aftalerne om overenskomst ud

Nu er der lavet aftale om overenskomst for offentligt ansatte i stat, kommuner og regioner. Få et overblik her.

Få et overblik over aftalerne for de ansatte i kommunerne, regionerne og staten. (Foto: © Jens nøRgaard Larsen, Scanpix)

I år skal de offentligt ansatte i staten, regionerne og kommunerne have nye overenskomster. Det har lønmodtagerne og arbejdsgiverne forhandlet om de seneste måneder.

Lørdag aften blev parterne enige om en aftale for de ansatte i staten. Dermed har Danmarks i alt 750.000 offentligt ansatte nu fået en aftale om overenskomst.

Nu skal aftalerne til afstemning hos de enkelte fagforbund, før risikoen for konflikt er helt ovre. Her kan du få et overblik over aftalerne for de ansatte i kommunerne, regionerne og staten.

Aftale for kommunerne

Fredag formiddag blev der lavet en aftale for ansatte i kommunerne. Aftalen gælder for omkring 500.000 ansatte.

Den økonomiske ramme i aftalen er på 8,1 procent over de kommende tre år. En reguleringsordning uden det såkaldte privatlønsværn skal sikre, at lønudviklingen i den offentlige og private sektor følges ad.

Aftalen sikrer desuden, at de ansatte i kommunerne får en betalt spisepause.

Striden om lærernes arbejdstid blev dog ikke løst med en ny arbejdstidsaftale. I stedet skal en kommission undersøge, om lærernes arbejdstid har konsekvenser for undervisningen.

Aftale for LO-forbundene i regionerne

På regionernes område er der indgået forlig ad to omgange. Natten til onsdag sagde LO-forbundene nemlig ja til en ny overenskomst for deres 40.000 ansatte i regionerne.

FTF og Akademikerne sagde nej til aftalen, og derfor blev lønmodtagerne delt i to på regionernes område.

LO-forbundenes aftale sikrer en økonomisk ramme på 8,1 procent over de næste tre år, hvoraf 6,1 procent er generelle lønstigninger.

En reguleringsordning uden det såkaldte privatlønsværn skal sikre, at lønudviklingen i den offentlige og private sektor følges ad.

Der afsættes også penge til ligeløn, flere penge til lavtlønnede og seniorordninger bliver ikke forringet.

Men betalt spisepause blev ikke skrevet ind i overenskomsten.

Aftale for FTF og Akademikerne i regionerne

Natten til lørdag sagde forbund under FTF og Akademikerne ja til en ny overenskomst for deres 120.000 ansatte i regionerne.

Den økonomiske ramme i de to aftaler ligner hinanden på mange punkter. FTF og Akademikerne er nemlig også sikret en lønramme på 8,1 procent over tre år.

Ligesom i LO-forbundenes forlig skal en reguleringsordning uden det såkaldte privatlønsværn sikre, at lønudviklingen i den offentlige og private sektor følges ad.

Medlemmer af FTF og Akademikerne får en ny aftale om ferie samt ret til fravær og orlov i en række situationer.

Desuden bliver den betalte spisepause sikret i overenskomsten.

Aftale for staten

Lørdag aften blev der lavet en aftale for statens ansatte. Aftalen gælder for 180.000 ansatte i staten.

Aftalen sikrer en økonomisk ramme på 8,1 procent over de kommende tre år, ligesom aftalerne på regioner og kommuners område. De statsansatte får en generel lønstigning på 6,2 procent.

Reguleringsordningen videreføres uden det såkaldte privatlønsværn, så lønudviklingen i den offentlige og private sektor følges ad.

Den betalte spisepause sikres i overenskomsten.

Ligesom på det kommunale område skal en kommission undersøge videre forhandlinger om en ny arbejdstidsaftale for undervisere.

Aftalen indeholder ikke et nyt lønsystem, så ansatte kan få mere individuelle lønninger. Det var ellers statens topforhandler Sophie Løhdes (Venstre) ønske.

Kilder: Danske Regioner, KL, Moderniseringsstyrelsen