Onsdag blev USA ramt af endnu et skoleskyderi, da mindst 17 personer blev dræbt på en skole i Florida.
Det betyder, at der nu har været syv skoleskyderier på eller omkring skoler i USA i år.
Faktisk sker der i gennemsnit ét skoleskyderi om ugen i USA, og gerningsmanden har ofte mentale problemer.
Herunder kommer seks ting, som er typiske for USA’s skoleskyderier.
1. Gerningsmænd har mentale problemer
Man har fundet ud af, at de fleste gerningsmænd til skoleskyderier er mænd.
Og de fleste gerningsmænd har mentale problemer.
Man har også fundet ud af, at gerningsmændene ofte viser tegn på, at de vil begå et skoleskyderi, inden de gør det.
2. Mobning har ofte betydning
Nogle gange er gerningsmanden blevet mobbet, inden han begik et skoleskyderi.
Faktisk sker et ud af seks skoleskyderier efter, at nogen har haft en konfrontation eller diskussion med gerningsmanden.
Men det er dog sjældent, at gerningsmanden går direkte efter de personer, som har mobbet ham. Det siger en skolepsykolog ifølge study.com.
3. Våben kommer fra hjemmet
Mange af de våben, der bliver brugt i skoleskyderier, kommer fra gerningsmandens eget hjem.
Mange børn har nemlig adgang til våben derhjemme, som ikke er låst væk.
4. Skolerne forbereder eleverne på skoleskyderi
Skoleskyderierne sker så ofte i USA, at to ud af tre skoledistrikter laver øvelser med eleverne.
Øvelserne skal lære eleverne, hvordan de skal reagere, hvis de oplever et skoleskyderi.
I 19 af USA's 50 delstater skal skolerne faktisk holde den slags øvelser. Det skriver CBS News.
5. Der sker ét skoleskyderi om ugen i USA
Antallet af skoleskyderier i USA er steget de seneste år.
Faktisk har der været cirka 300 skoleskyderier siden 2013.
Det er i gennemsnit et skyderi om ugen. Det skriver Everytown for Gun Safety.
6. Masseskyderier rammer ofte skoler og arbejdspladser
Et masseskyderi er, når en gerningsmand skyder mindst fire personer.
Mere end halvdelen af masseskyderier i USA sker på en skole eller på en arbejdsplads.
Indkøbscentre og restauranter bliver også ofte ramt af masseskyderier i USA.
Der har i teksten før været omtalt 18 skoleskyderier, det har vi rettet til syv skoleskyderier i USA i 2018. Derudover har der været 11 skudepisoder på amerikanske skoler i 2018. Disse har vi valgt ikke at betegne som skoleskyderier, fordi skyderierne ikke er rettet mod elever i skolens åbningstid.
Nogle amerikanske kilder bruger tallet 18, og fordi vi ikke retter i direkte citater, er det blevet stående i artiklen.