Sergei Skripal er en 66-årig russisk mand og eks-spion. I forrige uge blev han og hans 33-årige datter forgiftet med nervegift i Storbritannien.
Theresa May er premierminister i Storbritannien. Mandag sagde hun, at det ”højst sandsynligt” er Rusland, som stod bag angrebet.
Nervegassen fra angrebet kommer nemlig fra Rusland ifølge Theresa May. Den kaldes ”Novichok”.
Herunder kan du læse mere om nervegiften ”Novichok”.
Sovjetunionen udviklede nervegiften
En nervegift er et giftstof, der påvirker nervesystemet.
”Novichok” betyder "nybegynder". Det er en gruppe af nervegifte, som blev udviklet i Sovjetunionen i slutningen af Den Kolde Krig.
”Novichok” virker meget hurtigt. Ofte virker det indenfor 30 sekunder til to minutter.
Få dråber kan dræbe
Jan Steen Jensen er specialkonsulent ved Beredskabsstyrelsen. Han siger til Ritzau, at der kun skal få milliliter ”Novichok” til, før nervegiften kan dræbe.
- Der findes flere typer Novichok, men fælles for dem er, at der kun skal få milligram til, før en person bliver syg af stoffet, og lidt større mængder til, før man kan dø af det, siger han.
Novichok findes både i fast form og som et meget fint pulver.
Det virker som andre typer nervegift
Der er mange ting, man ikke ved om ”Novichok”, fordi Rusland holder det hemmeligt. Men man regner med, at ”Novichok” virker som andre nervegifte.
Nervegift blokerer signalerne fra nerverne til musklerne og lukker på den måde ned for kroppens funktioner.
Det kan føre til kramper, åndenød, opkast, lammelse og bevidstløshed. I værste fald dør personen af hjertestop eller kvælning.
Kilder: BBC, New York Times, Ritzau, Science Direct.