Udenrigsminister Kristian Jensen (Venstre) siger, at det er gode nyheder, hvis Rusland virkelig trækker de fleste af sine styrker ud af Syrien.
Han håber, at Ruslands beslutning kan være med til at få Syriens præsident Bashar al-Assad til at gå af snart.
- Jeg synes, det er positivt, hvis de reelt trækker sig tilbage. Det kan være begyndelsen af slutningen for Assad, siger Kristian Jensen.
Ekspert: Det giver håb om fred
Sune Haugbølle er lektor ved Roskilde Universitet. Han siger, at Ruslands plan om at trække sig ud er godt nyt for fredsforhandlingerne i Syrien.
- Det er overraskende, at Rusland vil trække sine tropper ud. Vi skal nok også lige se, om det sker. Jeg er ikke sikker på, at det syriske regime kan klare sig uden Ruslands hjælp, siger han.
- Jeg mener, dette her viser, at forhandlingerne for alvor skal gå i gang. Ellers tror jeg ikke, at russerne ville begynde at trække sig tilbage.
Opposition: Ruslands plan er et positivt skub
Salim al-Muslat er talsmand for High Negotiations Committee (HNC), som er imod præsident Assad. Han siger, at Ruslands beslutning kan lægge pres på Assad.
- Hvis der er alvor bag denne melding om tilbagetrækning, så vil det være et positivt skub i forhandlingerne (om fred), siger Salim al-Muslat.
- Det vil lægge et stort pres på regimet, da den russiske støtte har forlænget dets liv. Situationen (i Syrien) vil forandres markant som konsekvens af dette, siger talsmanden.
/ritzau/AFP/Reuters/DR Nyheder