USA’s præsident, Donald Trump, sagde onsdag, at han anerkender Jerusalem som Israels hovedstad. Derfor vil han flytte USA’s ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem.
Israelerne kalder Jerusalem for deres hovedstad. Men palæstinenserne ønsker, at Østjerusalem skal være hovedstaden i en palæstinensisk stat. Det har medført mange konflikter.
Jerusalem har også flere hellige steder for kristne, jøder og muslimer. For eksempel Al-Aqsa moskeen, Grædemuren, Bethesda Dam, Golgata og Tempelpladsen.
Derfor er Jerusalem vigtig for israelerne
Israelerne mener, at hele Jerusalem er hovedstad i Israel. Jerusalem har flere hellige jødiske steder, blandt andet Grædemuren.
Jakob Egholm Feldt er professor og ekspert i Mellemøsten. Han siger, at Israels parlament også ligger i Jerusalem.
Han siger, at Jerusalem i praksis er Jerusalems hovedstad. Men hvis Trump flytter USA’s ambassade, bliver Jerusalem også symbolsk hovedstaden, siger han.
Derfor er Jerusalem vigtig for palæstinenserne
Palæstinenserne vil gerne have deres egen stat. De ønsker, at den stat skal have Jerusalem som hovedstaden. Men det bliver svært, hvis Trump flytter USA's ambassade, siger Jakob Egholm Feldt.
- I mellemtiden har Israel så befæstet sit overherredømme i Jerusalem, og ved at gøre det her, sparker Trump endeligt palæstinensernes ønske ud over kanten, siger han.
Mahmoud Abbas er præsident for det palæstinensiske selvstyre. Han har sagt, at det er en katastrofe for fredsprocessen, hvis Trump flytter ambassaden.
Jerusalem og Tel Aviv
- •
Staten Israel blev oprettet i 1948.
- •
Østjerusalem har været besat af Israel siden 1967, selvom Østjerusalem skulle tilhøre det palæstinensiske selvstyre.
- •
I 1980 vedtog israelerne en lov, som siger, at Jerusalem er Israels hovedstad.
- •
I 1995 vedtog USA’s kongres loven Jerusalem Embassy Act. I loven står der, at USA’s ambassade senest i 1999 skulle flyttes fra Tel Aviv til Jerusalem.
- •
Denne lov blev hvert halve år udskudt. Men nu har Trump valgt ikke at udskyde loven længere.
- •
Der findes i alt 86 ambassader i Tel Aviv, heriblandt den danske.