De seneste dage har orkanen Irma ramt en række caribiske øer. Man forventer, at orkanen bevæger sig mod USA og rammer Florida søndag.
Myndighederne har rådet 6,3 millioner indbyggere til at flygte til et mere sikkert sted, og det har mere end én million mennesker gjort.
Det er den største folkevandring i USA’s historie, fortæller Steffen Kretz, der er DR’s USA-korrespondent.
Ikke alle er rejst væk
Det er dog langt fra alle, der har valgt at tage væk, fortæller Steffen Kretz.
Nogle har ikke råd til at rejse væk, og andre har ikke noget sted at tage hen, fordi alle hotelværelser er udsolgt.
Dem, der er tilbage, har enten barrikaderet sig i deres hjem eller gået hen til skoler, sportshaller og konferencecentre, der er omdannet til at huse flere tusinde mennesker, fortæller han.
Det er usikkert, hvordan orkan rammer
Florias guvernør, Rick Scott, siger, at det er på eget ansvar at blive i sit hjem. Der kommer nemlig ingen redningsfolk og hjælper, så længe orkanen raser, fordi det er for livsfarligt.
Der er dog stadig stor usikkerhed om, hvordan orkanen rammer Florida.
Ifølge mediet Miami Herals er dele af Miami oversvømmet, og 200.000 mennesker har ingen strøm.
I videoen ovenfor kan du se, hvordan indbyggerne i Florida har forberedt sig på orkanen Irma. Videoen blev bragt på dr.dk lørdag aften dansk tid.