Fra den 1. november får vi ikke længere breve fra kommune og sygehus. Alle breve fra det offentlige bliver sendt til vores digitale postkasse i stedet for.
Man kan godt blive fri for at få en digital postkasse, for eksempel hvis man er ordblind, men det skal man godkendes til.
Stecn har en digital postkasse
Stecn Nielsen er 53 år. Han har været buschauffør i 27 år og er ordblind. Alligevel har Stecn Nielsen en e-boks, og han bruger også Netbank.
Stecn Nielsen får breve fra for eksempel bilsyn og kommunen i sin e-boks. Han har også indstillet sin e-boks til at sende ham en privat mail hver gang, han får ny digital post.
- Så behøver jeg ikke at tjekke min e-boks hver dag, siger han.
Stecn bruger både iPad og smartphone
Stecn Nielsen har både computer, iPad og smartphone.
Han har brugt internettet siden midten af 1990'erne, og han er helt tryg ved den digitale postkasse.
- Jeg er godt med, siger han.
Thomas slipper for digital post i to år
To gange om ugen får Stecn Nielsen undervisning for ordblinde på VUC Hvidovre-Amager.
Det gør Thomas Sneck også. Han er 37 år og udlært motorcykel-mekaniker. I modsætning til Stecn har Thomas Sneck valgt at blive fri for en digital postkasse de næste to år.
Efter to år kan han igen søge om at blive fri for den digitale postkasse, hvis han ønsker det.
Det er svært at overskue det
Thomas Sneck bruger heller ikke Netbank.
- Jeg synes, der er meget, man skal sætte sig ind i. Jeg er kommet lidt bagud, siger han.
På et eller andet tidspunkt vil Thomas Sneck gerne lære at bruge en digital postkasse.
- Men lige nu kan jeg ikke overskue det, siger han.