Nynazist dømt for ti drab i Tyskland

Efter næsten fem år er der faldet dom i sagen mod en nynazistisk kvinde. Hun er dømt for ti drab med racistiske motiver.

Beate Zschäpe er det eneste overlevende medlem af NSU. (Foto: © Michaela Rehle, Scanpix)

NSU er en nynazistisk gruppe i Tyskland. Mellem år 2000 og 2007 begik gruppen 10 mord med racistiske motiver. NSU dræbte otte tyrkiske indvandrere, en græsk mand og en politibetjent.

Politiet opdagede NSU i 2011. Da det skete, begik to af gruppens medlemmer selvmord. Gruppens eneste overlevende medlem, Beate Zschäpe, blev senere anholdt.

Beate Zschäpe blev sat for retten i 2013. I dag er der faldet dom i sagen mod hende.

Beate Zschäpe får livstid for drab

I retten i München blev Beate Zschäpe dømt skyldig i alle 10 drab. Som straf skal hun i fængsel resten af livet, skriver Reuters og avisen Bild.

Beate Zschäpe nægter sig skyldig. Hun siger selv, at hun kun lavede mad til gruppens to andre medlemmer, som hun også var elskerinde for.

Udover Beate Zschäpe er fire andre mænd tiltalt for at hjælpe gruppen med at skaffe blandt andet våben og penge.

Tysk politi får kritik for langsomt arbejde

Retssagen har ledt til kritik af den tyske efterretningstjeneste, da flere tyskere mener, at efterretningstjenesten ikke har gjort deres arbejde godt nok.

De forskellige afdelinger, der har deltaget i arbejdet, har haft meget svært ved at arbejde sammen.

Flere afdelinger er blevet beskyldt for ikke at dele vigtige informationer på tværs af arbejdsgrupper.

NSU-sagen

  • NSU var en terrorgruppe, der begik 9 racistiske mord i perioden 2000-2007.

  • I samme periode myrdede de en politibetjent, sprængte to bomber og røvede 15 banker i hele Tyskland.

  • To af gruppens medlemmer, Uwe Mundlos og Uwe Böhnhardt, begik selvmord, da de blev genkendt efter et fejlslagent bankrøveri i 2011.

  • Gruppens tredje medlem, Beate Zschäpe, sprængte gruppens lejlighed i luften, før hun blev anholdt.

  • Under sagen har folk kritiseret det tyske politi, fordi det tog politiet så lang tid at finde frem til NSU.