Der lever ulve i Danmark.
Faktisk er mindst otte ulve indvandret til Danmark fra Tyskland siden 2012. Men fire af ulvene er sporløst forsvundet.
Det viser en ny rapport, som blev offentliggjort tirsdag.
Seniorforsker: Ulovlig jagt kan være årsagen
Peter Sunde er seniorforsker fra Institut for Bioscience på Aarhus Universitet. Han undrer sig over, at fire ulve er forsvundet.
- Ulve dør selvfølgelig som alle mulige andre dyr, men rent statistisk skulle vi have forventet en overlevelse, som havde været væsentlig bedre, siger han.
Han ved ikke, hvorfor de fire ulve er forsvundet. Men Peter Sunde siger, at ulovlig jagt kan være årsagen.
Man må ikke skyde ulven
Ulven er beskyttet i hele EU. Det kan give op til to års fængsel, hvis man skyder en ulv uden tilladelse.
Rapporten viser, at der for tiden lever mindst tre voksne ulve i Danmark. Én voksen ulv er nemlig død af sygdom.
Derudover lever der også otte ulve-hvalpe i Danmark.
I videoen foroven kan du se mere om ulve i Danmark. Herunder kan du se et kort, der viser ulvenes færden.