Ny han-ulv i Midtjylland stammer fra Tyskland

Forskere har identificeret ulv, der efterlod spor tidligere på året i Midtjylland. Ulven stammer fra Tyskland.

Forskere mener, at der findes fem voksne ulve og seks ulve-unger i Danmark andet i øjeblikket. Arkivfoto. (Foto: © MORTEN JUHL, Scanpix)

I foråret kom en ny han-ulv til Danmark, og den har opholdt sig i Midtjylland. Forskere har nu identificeret ulven, skriver ulveatlas.dk.

Ulven er indvandret fra Tyskland, man ved dog ikke, hvor gammel ulven er. Ulven har kodenavnet GW1169m.

Ulven stammer oprindeligt fra et ulve-kobbel, der kaldes Babben-Wanninchen-Koblet. Dette kobbel holder til 90 kilometer syd for Berlin.

Ulvens første sikre spor blev fundet 23. maj

I lige linje er der mere end 600 kilometer fra ulvens fødested til Midtjylland. Ulvens dna blev fundet første gang den 25. januar 2019 i den tyske delstat Sachsen-Anhalt.

Herefter er ulven registreret i Slesvig-Holsten på fire datoer i perioden fra 9. marts til 9. april. I Danmark blev de første sikre spor fra ulven fundet den 23. maj i Midtjylland.

Her identificerede forskerne tidligere på sommeren en anden han-ulv med kodenavnet GW1156, der også er indvandret fra Tyskland.

En han-ulv er sandsynligvis vandret videre

Ifølge forskerne er det nok ikke sandsynligt, at begge han-ulve opholder sig i Midtjylland.

Det skyldes, at han-ulve er territoriale. Territorial betyder, at ulven opfatter området som sit eget.

Derfor vil den ene af ulvene sandsynligvis være vandret videre.

/ritzau/