Nu kan hjemløse også få et hævekort

Før kunne hjemløse borgere ikke få et hævekort. Men nu har kommuner og banker lavet en ny aftale.

Hjemløse kan hente deres hævekort i banken, og pinkoden kan hentes i et brev hos kommunen. Arkivfoto. (Foto: © ASGER LADEFOGED, Scanpix)

Flere hjemløse har svært ved at få udbetalt kontanthjælp, fordi checken blev afskaffet fra i år.

I stedet skal hjemløse nemlig bruge et hævekort og en bankkonto for at få udbetalt kontanthjælp.

Men for at få et hævekort og en bankkonto, skal man have en adresse. Og det har man ikke, når man er hjemløs og bor på gaden.

Kommunerne og bankerne finder løsning

Men nu har KL og Finans Danmark lavet en aftale, så hjemløse kan få et hævekort, selvom de ikke har en adresse.

Aftalen betyder, at hjemløse nu kan hente deres hævekort i banken, og pinkoden kan den hjemløse hente i et brev på kommunen.

Den hjemløse person skal bare have kommunen til bekræfte over for banken, at personen rent faktisk er hjemløs.

Landsformand: Det giver tryghed

Christina Strauss er landsformand for Sand. Hun er meget glad for, at hjemløse nu kan få hævekort.

- Det her sikrer, at de hjemløse ikke bliver ladt i stikken mere, og giver tryghed, blandt andet fordi man ikke behøver have kontanter på sig, siger hun.

Kenneth Joensen er juridisk direktør i Finans Danmark. Han siger, at bankerne nu tager et samfundsansvar for de kunder, som bankerne ikke tjener så meget på.

Hjemløse i Danmark

  • Antallet af hjemløse i Danmark stiger. Det viser en undersøgelse fra SFI.

  • I 2017 var der 6635 hjemløse borgere i Danmark. Det er en stigning på otte procent i forhold til 2015.

  • Undersøgelsen viser også, at andelen af hjemløse med psykiske sygdomme stiger.

  • I 2017 havde over halvdelen af de hjemløse borgere i Danmark en psykisk sygdom. Det vurderede fagfolk.