Nytårsaften sagde dronning Margrethe i sin nytårstale, at hun ønskede at gå af som Danmarks dronning og overlade tronen til hendes ældste søn.
Derfor var der tronskifte i Danmark søndag den 14. januar 2024. Det foregik med en stor markering i København, hvor mange, mange mennesker fra både Danmark og udlandet var mødt op for at se kongen.
Hvad skete der i løbet af dagen? Hvem er Danmarks nye kongepar? Og hvad laver kong Frederik på sin første arbejdsdag? DR Ligetil samler op i nyhedspakken nedenfor.
Hvordan foregik tronskiftet?
I løbet af søndagen foregik der en række forskellige begivenheder. Kong Frederik og dronning Margrethe mødte op i Statsrådet, hvor dronning Margrethe skrev under på, at hun ikke længere er Danmarks dronning.
Derefter forlod hun Statsrådet og overlod ansvaret til kong Frederik og hans ældste søn, som nu tiltales kronprins Christian. Dronning Margrethe forlod lokalet med ordene: "Gud bevare kongen". Dette øjeblik kan du se i storyen her.
Senere på dagen kom kong Frederik ud på balkonen på Christiansborg Slot, hvor han blev hyldet af de mange fremmødte på slotspladsen. Efterfølgende udråbte statsminister Mette Frederiksen ham officielt som konge. Det kan du se her. Du kan også se hele tronskiftedagen på 50 sekunder her.
Hvad sagde kong Frederik?
I forbindelse med at kong Frederik blev udråbt som konge, holdt han en tale. Her afslørede han blandt andet sit valgsprog.
I mindst 500 år har der været tradition for, at monarker i Danmark vælger et valgsprog i forbindelse med, at de bliver udråbt. Et valgsprog er en slags motto, som regenten bruger.
Kong Frederiks valgsprog er: ”Forbundne. Forpligtet. For kongeriget Danmark”. Hør hele hans tale i videoen her. Du kan også se og læse om kong Frederiks nye monogram her.
Hvem er Danmarks nye kongepar?
Det er ikke kun kong Frederik, der i går fik sin kongetitel. Også hans hustru – der indtil i går var kronprinsesse Mary – er nu dronning Mary, og de to udgør nu Danmarks kongepar.
Dronning Mary er den første borgerlige dronning i Danmark. Det vil sige, at hun ikke selv kommer fra en adelig familie, men blot levede et helt almindeligt liv, inden hun mødte kong Frederik. Du kan lære Danmarks nye dronning bedre at kende i artiklen her.
Du kan også blive klogere på kong Frederiks liv i portrættet af ham her.
Hvad er kong Frederiks første opgave?
Kong Frederik blev udråbt som konge søndag,og allerede mandag ventede første arbejdsdag som konge, da han besøgte Folketinget.
Under besøget holdt både Folketingets formand og statsministeren tale for det nye kongepar. Og så gav den nye konge selv en meddelelse til Folketinget - dog uden selv at sige noget.
Meddelelsen blev læst op af statsministeren, nøjagtig som det også foregik, da dronning Margrethe blev dronning i 1972. I meddelelsen til Folketinget gav kong Frederik udtryk for, at han håber at vinde folkets tillid. Læs om kong Frederiks første arbejdsdag i artiklen her.