I denne uge mødtes USA’s præsident, Donald Trump, og Nordkoreas leder, Kim Jong-un, for at holde topmøde i Vietnams hovedstad, Hanoi.
De skulle tale om atomnedrustning i Nordkorea og om, at USA skal lette sine sanktioner mod Nordkorea. Men det lykkedes dem ikke at lave en aftale.
Ifølge Donald Trump ville Nordkorea have, at USA droppede alle sanktioner mod Nordkorea, hvis Nordkorea til gengæld stoppede sine atomaktiviteter.
Nordkorea: Vores forslag vil aldrig ændre sig
Ri Yong Ho er Nordkoreas udenrigsminister, og han afviser dette. Ifølge ham var Nordkorea klar til helt at stoppe landets atomaktiviteter og prøvesprængninger af interkontinentale missiler, hvis USA droppede halvdelen af sine sanktioner.
Ri Yong Ho siger, at ”Washington kan have spildt en mulighed, der aldrig kommer igen”.
- Vores principielle standpunkt er uforanderligt, og vores forslag vil aldrig ændre sig, heller ikke hvis USA foreslår nye forhandlinger i fremtiden, siger han.
Mødet skulle have varet til torsdag
Kim Jong-un og Donald Trump mødtes onsdag, og mødet skulle vare til torsdag, hvor de skulle spise frokost sammen. Men de mødte aldrig op.
Ifølge Donald Trump er der ikke planlagt et nyt topmøde mellem de to. Selvom mødet sluttede brat, sagde Donald Trump, at forholdet mellem ham og Kim Jong-un er godt.
- Jeg kunne have underskrevet i dag, men I ville have sagt, det er en frygtelig aftale. Papirerne var klar, men jeg vil hellere gøre det rigtigt end hurtigt, sagde Donald Trump.