Minister: Flere mænd skal tage barsel

Regeringen vil samarbejde med virksomheder om at få flere mænd til at tage barsel med deres børn.

Ligestillings-minister Ellen Trane Nørby (Venstre) vil have flere mænd til at tage barsel. Hun vil dog ikke lovgive om det. (Foto: Linda Kastrup © Scanpix)

Danske mænd tager kun otte procent af den samlede barsel til deres børn, viser tal fra Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling.

Danske mænd tager dermed meget mindre barsel end mænd fra Sverige. I Sverige tager mændene nemlig 24 procent af barslen.

Ellen Trane Nørby (Venstre) er minister for børn, undervisning og ligestilling. Hun vil have flere danske mænd til at tage barsel med deres børn.

Virksomheder skal motivere mændene

Ellen Trane Nørby har derfor startet et nyt samarbejde med erhvervslivet.

Samarbejdet skal finde gode eksempler på virksomheder, hvor mange mænd tager en del af barslen.

De gode eksempler skal hjælpe andre virksomheder til at motivere mændene til at tage mere barsel.

TDC har mange mænd på barsel

Virksomheden TDC i København er en af de virksomheder, som har gode erfaringer med at få mænd til at tage barsel.

Sidste år tog 85 procent af de ansatte mænd barsel.

TDC har blandt andet fået flere mænd til at tage barsel, fordi virksomheden giver dem fuld løn under deres barsel.